Spiseriets kort er sammensat af vores egne favoritter. Vi elsker at spise ude og at suge til os fra alverdens restauranter, barer, madboder mm. i alle størrelser og former og i både Danmark og udlandet.
Vores anbefalinger vil vi fremover poste her - mest bare for sjov og til gratis glæde for os selv og andre.
Kat & Jacob
Au Passage
Er du til delemad og naturvin, som vi er, er det her en sand perle, som er et must at besøge. Ikke kun for uformel stemning, men for en stor både mad- og betjeningsoplevelse. Du sammensætter selv din aften med en håndfuld retter, der hver og en er kælet for, og som er fulde af smag. Vi fik kyllingeskind-crumble, rösti med yogurt og skinke, kammuslingeceviche, rillette af gris med sprød salat og risotto serveret i et helt minigræskar. KÆMPE oplevelse. Husk at reservere bord, og vær tålmodig – det er langt fra sikkert, bordet er klart, når du kommer, men det er ventetiden værd.
1, Passage Saint-Sèbastien
11. arrondissement
November, 2023