Spiseriets kort er sammensat af vores egne favoritter. Vi elsker at spise ude og at suge til os fra alverdens restauranter, barer, madboder mm. i alle størrelser og former og i både Danmark og udlandet.
Vores anbefalinger vil vi fremover poste her - mest bare for sjov og til gratis glæde for os selv og andre.
Kat & Jacob
Chez Paul
Mere autentisk kan det næsten ikke blive.
En bistro fyldt til bristepunktet med konstant gang i svingdøren. Bistro-papa styrer slagets gang fra bag disken, hvor drejetelefonen fra 80erne ringer med næsten faste intervaller med en lyd, der vækker mindelser til Fawlty Towers."Bonne soirée," lyder det højlydt hvert havle minut enten i telefonen eller til nye gæster.
Menuen er klassisk, vinene er ligegyldige og for lune, og betjeningen er mere end hektisk og på overfladen venlig - så længe man ikke fortstyrrer for meget.
Vi fik snegle og kanin til forret og delte en helstegt lammeskulder til hovedret. Forretterne ganske fine, og lammet var mørt og lækkert. Tilbehøret i den ligegyldige ende og den afsluttende crème brûlée lige efter bogen.
En samlet oplevelse, som aldrig var gået i Aarhus eller København, men i Paris... Tja, næsten lige som det skal være på denne type sted. Kom for oplevelsen og for klassikerne.
13, Rue de Charonne
11. arrondissement
November, 2023